News & Press Releases - February 4, 2009

IDDesign vil købe Ilva og skabe Danmarks førende bolighuskoncern

IDdesign, som ejer og driver bolighus-kæden IDEmøbler, har indgået betinget aftale med ILVA om køb af samtlige ILVAs aktiviteter og forretninger i Danmark og Sverige. Handlen er bl.a. betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. (Aftalen blev godkendt ultimo marts 2009 og handlen er dermed endelig gennemført).

IDEmøbler omfatter i dag 38 bolighuse i Danmark, tre forretninger på Færøerne, Grønland og Island samt 19 udenlandske franchise-butikker under navnet IDdesign. ILVA driver 4 bolighuse i Ishøj, Lyngby, Århus og Malmø samt en succesfuld internetbutik. Herudover driver ILVA en butik på Island, som ikke er omfattet af aftalen, men som vil blive drevet videre på franchise-basis af den hidtidige ejer, Lagerinn. IDdesign og Lagerinn vil undersøge mulighederne for, at franchise-samarbejdet kan udvides til også at omfatte andre markeder.

IDEmøbler og ILVA vil fortsætte som selvstændige brands med egne butikker og stærke, selvstændige kæde-ledelser. Mikael Thinghuus, adm. direktør i IDdesign, vil stå for den overordnede ledelse af det samlede selskab, som forventes at nå en omsætning på ca. 2 mia. DKK i 2009. Ny direktør for IDEmøbler kæden bliver Thorbjørn Sejer Jensen, som hidtil har været indkøbs- og sortimentsdirektør for kæden. Henrik Andersen, som i dag er adm. direktør i ILVA, fortsætter som direktør for ILVA-kæden.

”IDEmøbler og ILVA er et ideelt match og supplerer hinanden på bedste vis. På kundesiden retter de to kæder sig begge mod den store del af befolkningen, som er villig til at betale en rimelig pris for moderne design og ordentlig kvalitet, men kæderne har samtidig hver deres klare særkender. ILVA er stærk i storbyområderne, især omkring København, mens IDEmøbler er særlig stærk uden for dette område. Sammen vil ILVA og IDEmøbler dække Danmark bedre end nogen andre,” siger Mikael Thinghuus og tilføjer, at der er betydelige synergier at hente på de interne linjer ved at have de to kæder under samme tag:

”Vi kommer til at skabe en betydende bolighus-koncern i Danmark, og på den baggrund forventer vi selvfølgelig også at opnå betydelige stordriftsfordele, bl.a. på områder som indkøb, lagerstyring, distribution og administration, som vil komme vores kunder til gode,” siger Mikael Thinghuus.

”Jeg glæder mig til at være med til at skabe en nordisk bolighus-succes i samarbejde med IDdesign. Det er ingen hemmelighed, at ILVA på det seneste har kæmpet med et vigende detailsalg, som dels skyldes et dårligt marked, og dels er en konsekvens af nogle tidligere strategiske fejlsatsninger, herunder en fejlslagen ekspansion i England. ILVA er på vej tilbage på sporet, og med det nye ejerskab får vi nu et godt fundament til at komme styrket gennem krisen,” siger Henrik Andersen, adm. direktør i ILVA.

”Vores klare vision er at skabe Nordens førende bolighuskæde med et højt serviceniveau, og vi tror på, at både IDEmøbler og ILVA har de rette koncepter og ikke mindst de rette medarbejdere til at nå det mål,” siger Trygve Holtskog, bestyrelsesformand i IDdesign.

”Den nye bolighus-koncern vil opnå en stærk markedsposition og giver os en enestående mulighed for at lede en konsolidering af det nordiske marked. Et marked, hvor der vitterlig er behov for konsolidering. Vi vil dermed tage et væsentligt skridt på vejen mod realiseringen af den plan, vi lagde med investeringen i IDEmøbler for godt et år siden,” siger Christian Frigast, managing partner i Axcel, som er hovedaktionær i IDdesign.

Om IDdesign

IDdesign ejer møbelhuskæden IDEmøbler. IDEmøbler blev etableret i 1969 og er en af Danmarks førende bolighuskæder inden for møbler, brugskunst, belysning og tilbehør. Kæden omfatter 38 bolighuse i Danmark samt 3 butikker på Færøerne, Grønland og Island. Kæden er endvidere repræsenteret med 19 forretninger på franchisebasis under navnet IDdesign i en række lande: Cypern, UAE, Kuwait, Saudi Arabien, Oman, Spanien, Bahrain, Qatar og Ungarn. Axcel er hovedaktionær i IDdesign, som blev etableret i forbindelse med Axcels investering i bolighuskæden i 2007. Kædens butikker har en samlet omsætning på ca. 1,3 mia. DKK. Øvrige aktionærer tæller en række af de oprindelige møbelkøbmænd samt en række nøglemedarbejdere.

www.ide.dk

Om ILVA

ILVA omfatter tre bolighuse i Danmark, et bolighus i Sverige og et bolighus på Island. ILVAs historie går tilbage til starten af 1950’erne, da JL Møbler og Tæpper A/S startede en lille møbelforretning i det indre København. Siden 1977 har virksomheden heddet ILVA. I 2003 blev ILVA købt af Advent International, og i 2007 overtog Kaupthing Bank sammen med Lagerinn kæden. ILVAs omsætning udgør ca. 0,7 mia. DKK.

www.ilva.dk

 

Yderligere information:

Trygve Holtskog

Bestyrelsesformand, IDdesign

Tlf.: +47 90 11 51 16

Email: trygve.holtskog@expert.no

 

Mikael Thinghuus

Adm. direktør IDdesign

Tlf.: 25 24 41 62

Email: mt@iddesign.dk